Linen

Nu bevæger vi os ud i hekseriet's og trolddommens verden.
Der er nok ikke noget der diskuteres oftere i lystfiskerkredse end linen.
Der findes 100'vis typer og undertyper af liner, og alle lover guld og grønne skove.

Vi er næsten derude hvor man tager en line og graver den ned ved husets nordlige hjørne ved fuldmåne, sammen med en døddrukken høne, og hovedet af en daggammel fisk dyppet i slangeblod. Og hvis man ikke gør det, knækker linen hver gang man får fisk eller bundbid.

 

 

 

 

 

 

Det gider vi ikke - Vi holder det simpelt, og holder os til 3 hovedtyper.

Fletline | Nylonline | |Flourcarbon

Fletline: 
Fletline er ikke bare fletline.
Fireline - som nok er den mest udbredte, er lidt flad, kantet, og stiv i det.
Andre typer, som f.eks Rapala er mere rund og blød i det.
hvad du skal vælge, kan jeg ikke sige. Jeg startede med Fireline, men er gået over til Rapala, da jeg syntes at den er mere behagelig at arbejde med.

 Diameteren på fletline til Put and Take er typisk på 0,12 - 0,17 mm.

Fordele:
1. De er over dobbelt så stærke som alm nylonline.
2. Giver længere kast, da man kan bruge tyndere line.
3. Er ikke elastiske/giver sig ikke, så man har bedre føling med hele fiskeriet.
4. Man mister ikke så mange fisk, og endegrej pga. styrken.

Bagdele:
1. Prisen. Koster 4-5 gange mere end nylonline.
2. Har tendens til at lave "fuglereder"
3. Lidt besværlig at binde knuder på.
4. Laver til tider overløb på hjulet.

Montering af fletline: 
Da fletline er så dyrt som det er, kommer det hurtigt til at koste en plovmand at fylde hjulet op. Desuden fås fletliner som regel kun i ruller med 110 m.

For at få den rigtige mængde line på hjulet, gør du sådan her:
Når du køber nyt hjul, følger der som regel en ekstra spole med.
1. Sæt din ekstraspole på hjulet, og kør alle 110 m fletline på.
2. Derefter binder du en billig 0.25 mm. nylonline på fletlinen, og spoler op så linen er 1 mm fra spolekanten.
3. Nu tager du spolen af hjulet, og sætter den "originale" tomme spole på.
4. Når du så ruller linen fra ekstraspolen over på den "originale" spole, sidder de 110 m fletline yderst - 1mm fra spolekanten.


 

Nylonline: 
Vælger du at fiske med nylonline (monofil line) vil en diameter på 0,20 - 0,25 mm. være passende.
Bruger du en tyndere line, er der fare for at fisken bider/rasper linen over.
Men - Der er forskel på kvaliteten, så husk også at se på brudstyrken. Det bør stå på indpakningen. Hvis der ikke er oplyst en brudstyrke, så lad være med at købe linen.

Brudstyrken nedsættes ca. 70% hvis der er knuder på linen, så husk at tjekke for knuder inden fiskeriet begyndes.
Note: Prøv at binde en kællingeknude på linen, og træk i den. Du vil blive forbavset over hvor let den knækker.

Det kan dog også bruges til din fordel - Øhhh???
Jo - Hvis du f.eks medefisker med blylod, og bundforholdene gør at du ofte sidder fast (får bundbid). Så kan en kællingeknude over blyloddet gøre at du kun mister loddet, og ikke hele forfanget plus flere meter line. Smart.

Fordele:
Prisen - Selv den dyreste nylonline koster ikke det halve af den billigste fletline.
Let at arbejde med.
Let at binde knuder på.

Bagdele:
Lav brudstyrke.
Elastisk - Giver mindre føling med fiskeriet.


 

Fluorocarbon: 
Her er der også tale om superlinen indenfor nylonliner.

Den har så mange fordele at man tænker "Jamen hvorfor ikke bare bruge den, i stedet for fletline og almindelig nylonline?"

Der er 2 simple svar til dette:
1. Den er for dyr.
2. Den er for stiv.

Jamen hvad er så fordelende?
1. Den bryder lyset på en måde, så fiskene ikke kan se den. Den er med andre ord usynlig for fiskene.
De bliver derfor ikke skræmt af den.
2. Den er stærkere end almindelig nylonline.

Alt i alt er denne line "perfekt" til forfangsmateriale!

Når jeg bruger " " er det fordi at det er en sandhed med modifikationer.
Jeg bruger aldrig Fluorocarbon! Og jeg fanger fisk alligevel.

Mit råd må være: Gem pengene til noget mere fornuftigt!


 

Tips: 
Som begynder er der ingen grund til at købe dyr fletline. Du kan sagtens "nøjes" med en god nylonline.
Efterhånden som du får mere erfaring, kan du så skifte til fletline.
Og lad mig sige med det samme:
- Du får et chok første gang du fisker med det. Du mærker ALT hvad der sker for enden af linen.

Når du skal vælge line, er det vigtigt at du vælger en tykkelse der passer til kastevægt, hjul, og størrelsen på de fisk, du regner med at fange.

Linen må ikke være for tyk, da det giver kortere kast.
Den må på den anden side, heller ikke være så tynd at linen knækker under kast og fight.

Når du skal køre line på hjulet, er det også vigtigt at du får den rette mængde line på spolen, samt at det er kørt rigtigt på.

1. Sæt hjulet på din stang. (som ikke behøver at være samlet)

2. Før linen gennem det nederste øje.

3. Slå bøjlen på hjulet fra, og bind linen fast på spolen.

4. Læg den nye spole med line på gulvet - med "billedsiden" op.

5. Slå bøjlen på hjulet over, og kør omkring 10 omgange på hjulet.
(hold evt. linen stram med en fugtig klud, så du ikke brænder fingrene)

6. Slip nu linen, og se om den "retter" sig ud på hjulspolen. Gør den ikke det, så fortsæt med at køre line på. Retter den sig derimod ud, eller løsner sig fra hjulspolen, så vender du spolen som ligger på gulvet om, så den ligger med billedsiden nedad.

7. Kør nu så meget line på, så der er ca. 1½ mm fra linen til spolekanten.

Er der for meget line på hjulet, vil du få en kæmpe fuglerede i løbet af de første kast.
Er der for lidt line på hjulet, bliver dine kast kortere.

Udskiftning af line: Hvor tit linen skal skiftes, er svært at sige. Det kommer mest an på hvor tit du fisker, og hvor ofte du skære lidt line af spolen. (fuglereder, knuder ol.)

Generelt vil jeg sige 2 gange om året, eller hvis linen kommer over 2mm. fra spolekanten.

Jeg fisker selv 2-3 gange om ugen, og skifter derfor 3-4 gange om året (fletline).